Information om fotoklubben

Næstved Fotoklub samler mennesker, som ønsker at arbejde med fotografi sammen med andre.

Næstved Fotoklub vil skabe rammer, som gør det muligt for dem, der vil, at blive bedre fotografer.

Derfor arrangerer klubben fotokonkurrencer, fototure, fotoudstillinger, foredrag og møder om fotografi. Desuden skaber klubben rammer for venskabeligt samvær blandt klubbens medlemmer, hvor der gennem saglig billedkritik udveksles råd og vejledning om fotografi.

Næstved Fotoklub: Sammen om bedre billeder

Kaffen og ostemaden er næsten lige så vigtig som billederne i Næstved Fotoklub. Men også kun næsten – for trods hyggen og de stærke sociale relationer fejler ambitionerne ikke noget.

Sådan indledes en artikel om Næstved Fotoklub i tidsskriftet Dansk Fotografi. Det sociale samvær er for mange af klubbens medlemmer mindst lige så vigtigt som de fotografiske aktiviteter.

Når det er sagt, er fotografiet naturligvis rygraden og årsagen til, at klubben overhovedet findes. Men vi er overbeviste om, at det sociale element er afgørende for medlemmernes lyst til at deltage og til at bakke op om klubbens aktiviteter.

Læs hele artiklen hos Selskabet for Dansk Fotografi, SDF.dk.

Fototure

Klubben arrangerer ture til fotogene lokaliteter, hvor deltagerne kan få en fotosnak og inspirere hinanden til det bedste udbytte af motiverne.

Udstillinger

En vigtig aktivitet er udstillinger, hvor alle medlemmer har mulighed for at vise billeder for interesserede besøgende. Den største udstilling er i Gamle ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i den første weekend i oktober. Udstillingen er en del af Næstved Kulturnat. Klubben arrangerer også en forårsudstilling og udstillinger hos virksomheder og institutioner.

Interesseret?

Vi er ca. 45 medlemmer i Næstved Fotoklub. Før man melder sig ind, kan man starte med at afprøve klubben på 2 – 3 klubaftener uden at betale kontingent. Medlemskontingentet er derefter 400 kr. hvert halve år. Klublokalerne er på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Grønnegade 10, bygning 10, lokale 219, 4700 Næstved.

Eksempler på fotografier taget af klubbens medlemmer.